Begyndelsen - Beginnings

”Velkommen til Sydbakken” stod der i mailen.

Jeg har fået min egen nyttehave! Pr. 1. juni 2012 – i morgen!

60 kvm jord blandt 96 andre haver af forskellig karaktér i en lille del af paradiset  - omkranset af høje træer og buske - godt gemt væk fra omverdenen. Rødt og hvidt fælleshus med komfur, køleskab, kaffekopper og havebøger – fælles terrasser i tilfælde af regn – både ude og overdækkede.

Min egen have! Slut med at gå helt alene og passe ejendommens have herhjemme, hvor vi er tyve ejere – hvoraf kun én interesserer sig for haven og arbejder i den – nemlig mig! Slut med at skulle spørge bestyrelsen, om jeg må købe en rosenbue, en kaprifolie, små baby-stauder fra England – og de himmelvendte øjne når de siger ja. Nu har jeg min egen have, hvor jeg fuldstændigt selv kan disponere, og hvor jeg kan skabe mit helt eget lille paradis. Hvor vasketøjet ikke blafrer henover blomsterne og krukkerne på terrassen, og hvor jeg selv har ansvaret for ukrudt, opbinding, beskæring og design.

Næste dag – på overtagelsesdagen – tog jeg derned. Det var koldt og blæsende, og jeg cyklede de tre kilometer derned med sommerfugle i maven.

Haven er fuldstændigt overgroet. Og den er stor! 60 kvm er meget større, end det lyder – specielt, hvis man skal til at vende al jorden selv.

Men jeg så den færdige have for mit indre øje – smukke, duftende blomster, klatrende klematis, hvid jasmin, dybrøde roser, lilla syren og lysende stauder… en kølig terrasse og stier af hvid granit…. kunne jeg mon få råd til at bestille en anlægsgartner, så terrassen og stierne bliver lagt, og haven bliver gjort klar til, at jeg straks kunne gå i gang med at plante?

Jeg hentede et havegreb og gik i gang med at luge og vende jorden. Det gik ret let – jorden var blød at arbejde i, og jeg fik klaret et par kvadratmeter. Det var tilfredsstillende at grave i min have – at lære den lidt at kende helt fra bunden. Tanken om en anlægsgartner blev skudt lidt længere tilbage i mine tanker.

De andre havelejere viste mig stor sympati.

”Vi har alle været igennem det”, sagde de. Jeg fik flere grave-historier, imens jeg kiggede på deres fine og velholdte havestykker, og jeg blev opsat på også at komme igennem det – på den éne eller den anden måde.

Næste dag nåede jeg kun at grave én kvadratmeter, og jeg havde ellers næsten hele dagen til det. Men jeg var stødt ind i en masse sten og en masse asparges-rødder. Det var virkelig hårdt at grave det op. Jeg kiggede rundt på min have, og blev i tvivl om jeg selv kunne klare det. Jeg skulle jo gerne kunne få nogle planter i jorden i år, måske er det for hårdt at grave det hele op selv. Anlægsgartneren kom frem for mit indre øje igen – samtidig med, at en del stolthed røg ud.

Forleden stødte jeg på en pige, som jeg havde kendt for mange år siden. Hun smilede, og jeg så hendes have – med skygge på den lille, hyggelige terrasse fra villahavernes store træer i skellet. Hun havde en trimmet græsplæne, yndige stauder og nogle højbede fyldt med spinat og krydderurter.

Senere, mens jeg stod og gravede sten og rødder, så jeg hende sidde tilbagelænet og læse avis i en stol med et saligt udtryk. Jeg glædede mig til, at jeg skulle sidde på samme måde i min have!

"Welcome to the Southslope Gardens" read the message.
I have an allotment! On 1 June 2012 - tomorrow! 60 sqm of land in a small allotment association surrounded by tall trees and shrubs and tucked away from the outside world. A shared red and white communal house with cooking stove, refrigerator, coffee cups and gardening books - common terraces in case of rain - shared toolsheds and 90 other garden enthusiasts.

My own garden! Fellow gardeners! The past couple of years I have been tending the garden at home where I live - we are twenty owners - of which only one is interested in the garden and working in it - me! 
No more having to ask the Board if I can buy a rose arch, a honeysuckle, small baby perennials from England - and the upturned eyes when they say yes. Now I have my own garden where I can create my own little paradise. Where laundry is not flapping over the flowers and containers on my patio and where I have the full responsibility for weeding, staking, pruning and design.

The next day - on the acquisition date - I went down there. It was cold and windy, and I cycled the three kilometers down there with butterflies in my belly.


The garden is completely overgrown. And it's quite big! 60 sqm is much larger than it sounds - especially if you have to turn all the earth itself.
But I saw the finished garden in my mind's eye - beautiful, fragrant flowers, climbing clematis, white jasmine, deep red roses, purple lilacs and bright perennials ... a cool patio and paths of white granite .... I wondered if I could afford to hire a landscape gardener to prepare the garden and make the hard landscaping so that I  immediately could start planting?

I picked up a garden fork and began to hatch and turn the soil. It went pretty easy - the ground was soft to work in, and I finished a few square meters. It was satisfying to dig in my garden - to get to know it. The idea of ​​a landscape gardener was shot a little further back in my mind.

The other gardeners showed me great sympathy.

"We've all been through it," they said. I got more digging stories, while I looked at their fine and well maintained garden allotments, and I was keen also to get through it -  one way or the other.

The next day I only managed to dig one square meter. I had run into a lot of rocks and a lot of asparagus roots. It was really hard to dig it up. I looked around at my garden, and was unsure whether I could handle it. I would of course like to get some plants in the ground this year, perhaps it was too hard to dig it all up myself. I saw the  landscape gardener in my minds eye again - while some of my pride dissovled.

The other day in the gardens I came across a girl who I had known many years ago. She smiled, and I saw her garden - with a small, cozy patio shaded by the large trees in the boundary. She had a trimmed lawn, lovely perennials and some raised beds filled with spinach and herbs.

Later, while I stood and dug rocks and roots, I saw her sit back and read the newspaper in a chair with a blissful expression. I was looking forward to the day when I would sit just as peacefully and relaxed in my own garden!