Murbrokker og bonderoser - Bricks and Peonies

Jeg kørte med trillebøren i pendulfart mellem mit lille jordstykke og kompostbunken på Sydbakken. Jeg var nået til et særligt genstridigt område fyldt med en blanding af ukrudt, murbrokker, græs og peberrod – og jeg havde meget ondt af mig selv. Den ro jeg havde drømt om at opleve i min paradishave var langt, langt væk – og jeg kæmpede mig igennem én kvadratmeter af gangen, mens ukrudtet spirede op igen, der hvor jeg allerede havde været, og sommeren løb afsted. Samtidig strømmede tilbuddene ind fra mine have-naboer.

”Vil du have lidt duehoved – vil du have lidt storkenæb, vil du have lidt lammeøre – vil du have et par hindbærbuske ....skal du ikke have sået lidt rucula?”

Men jeg havde endnu ikke havde haft tid til at tænke på min haveplan. Og en haveplan ville jeg tegne, inden jeg satte noget som helst i jorden. Jeg havde læst mig frem til, at det var nemmere at undgå store omplantninger, hvis man har tegnet en fornuftig haveplan. Og det ville jeg meget gerne undgå. Men det virkede lidt som om, at jeg var den eneste på Solsiden, som havde brug for denne form for struktur på mit arbejde i haven. De fleste af haverne bugnede af grønsager og stauder og sommerblomster i en stor vidunderlig cottagegarden-stil-forvirring. Den ene afgrøde afløste den næste, og sommerblomster blev sået, og selvsået – der blev kørt champost ud i bedene, der blev luget, der blev delt og flyttet stauder, der blev sat pilekviste-tårne til duftende, kulørte ærteblomster og espalier til stangbønner og clematis.

Så da en venlig sjæl en dag havde stillet en enkelt pæon i en spand til mig, var jeg grædefærdig – hvordan i alverden skulle jeg forholde mig til - udover at få gravet jorden igennem - til også at PLANTE?? 

Pæonen blev jeg nødt til at få i jorden. Jeg var ellers ved at cykle hjem efter dagens gravearbejde – men pæon-giveren var én af mine yndlings havenaboer, og i øvrigt en meget dygtig havemand. Niels og hans kone Anna skulle ikke komme næste dag og se, at jeg ikke havde fået den plante i jorden. Det var bare med at få gravet et hul, og få sat den i. Så kunne jeg tage hjem og slappe af. Derfor fandt jeg et passende blivested – haveplan eller ej – og begyndte at grave et hul. Nu kunne jeg jo ikke vide, at jeg ville støde ind i selveste Kronborgs lillesøster på lige netop dét sted. Murbrokker, store sten og et par aspargesrødder væltede op af jorden, og det tog mig en time at grave det hul til pæonen. Men den kom i jorden, netop som det begyndte at regne, og jeg nåede lige præcis op i fællesskuret med spaden, inden regnen væltede ned. Jeg forbandede ikke haven – men projektet – langt væk, mens jeg tog regnfrakken på, satte mig op på cyklen og styrede mod sofaen og kaffen derhjemme.

Et par dage senere i haven kom min havenabo Hanne hen til en sludder om lidt af hvert – og hun nævnte, at hun havde talt med Niels.

 ”Nååh?” sagde jeg, lidt ængsteligt.

”Ja, han sagde, at pæonen skal op igen, der var nemlig også lidt rødder fra en anden plante blandet i dens rodnet.”

I pushed the wheelbarrow back an forth between my allotment and the compost heap. I had reached a particularly stubborn area filled with a mixture of weeds , old building material , grass and horseradish - and I felt very sorry for myself . The peaceful garden paradise I had dreamt of experiencing was far, far away - and I fought my way through one square meter at a time, while the weeds sprouted up again, where I had already removed them, and the summer was passing. At the same time the other gardenkeepers began to offer me plants.

" Would you like some Cornflower - would you like a little Cranesbill , how about a little Lamb´s ear - would you like a couple of raspberry bushes .... aren´t you going to sow a little patch of spicy rocket ? "

But I had not yet had time to think about my garden plan . And I needed a garden plan before I put anything into the ground. I had read that you need a sensible garden plan- at least for structural plants - to avoid having to move alot of plants later . And I would very much like to avoid that. But it seemed as if I was the only one in the gardens , who needed this kind of structure for my work in the garden. Most of the gardens were overflowing with vegetables and perennials and summer flowers in a large, wonderful cottagegarden-style confusion. One crop replaced the next , and summer flowers were sown and selfsown , mulch was run out into the beds, perennials were divided and shared, willow-cane towers and trellises overflowed with scented , colored sweet peas, runnerbeans and clematis .

So when a friendly soul one day had left a peony in a bucket in my garden for me, I was close to tears - how on earth was it possible - besides digging and preparing my soil - also to PLANT anything?

I had to get the peony into the ground. I was actually on my way home after a day of digging - but the peony-giver was one of my favorite garden neighbors, and also a very skilled gardener . Niels and his wife Anna were not to appear the next day to see, that I hadn´t managed to get peony into the the ground. I simply had to dig a hole and put it in. Then I could go home and relax. Therefore I found a suitable place for it - garden plan or not - and began to dig a hole.  Rubble , rocks and a few asparagus roots appeared below the soil , and it took me an hour to dig the hole for the peony . But it went into the ground, just as it started to rain and I made it to the toolshed with the shovel before the rain poured down. I did not curse the garden - but the project - far away while I put on my raincoat, jumped on my bike and headed for the couch and the coffee at home.

A few days later in the garden, my garden neighbor Hanne came by for chat about a little of everything - and she mentioned that she had spoken with Niels .

 " Oh? " I said , a little anxiously .

" Yes, he said that the peony needs to come up again, because there was alot of roots from another plant mixed into its roots."